Bevægelsens produktive problem

Bevægelse, praktiseret individuelt, kan være utrolig befriende – som jeg har skrevet om i mit indlæg om squat challenge – som også er en individuel måde at dyrke bevægelse på. Et formål i denne praksis kan være at undersøge blokeringer og arbejde med blokeringerne systematisk med henblik på at ‘løsne dem op’, for at opbygge mere mobilitet og derigennem mere bevægelsesfrihed.

Så i denne situation befinder man sig i et forhold med sig selv, som er progressivt, da det gør op med de blokeringer, som er bygget op igennem ensidig omgang med verden. Ved at adresserer blokeringer og restriktioner på denne måde, arbejder man på at frigøre sin krop (sig selv) og opbygge et forbedret bevægelsespotentiale og dermed mere frihed. Frihed, som er et af flere centrale principper jeg benytter i min undervisning, samt personlige bevægelsespraksis.

Men med mere bevægelsespotentiale kommer mere mulighed for at at adaptere og tilpasse sig flere situationer, og dermed stor sandsynlighed for at blive mere produktiv.

Frigørelsen og produktiviteten er dog ikke entydigt progressive, der er faktisk fare for at den individuelle bevægelsespraksis bliver regressiv, eller i hvertfald problematisk; i det at praksissen kan ses som et resultat af økonomiske vilkår, manifesteret i en ny form for kropspraksis.

Just hjemvendt fra Svend Brinkmanns foredrag ‘ståsteder og gå glip’¹, er jeg blevet beriget med forøget indsigt i ovenstående problematik. Det, som jeg vil kalde bevægelsesprakissens produktionsproblem.

Ifølge Brinkmann, som mange andre samtidige lektorer og professorer¹, lever vi i en tid, der er præget af konkurrence og forbrugerisme. Nogle geologer definerer vores tid som den antropocæne tidsalder; en tidsalder, hvor menneskets levevis har en indvirkning på kloden, der påvirker den i samme grad som andre geologiske påvirkninger som eksempelvis vulkanudbrud. Det er en tid med mangel på menneskelig etik. En tid, hvor de værdier, der tidligere var progressive; frigørelse, tilpasningsdygtighed, omstillingsparathed, selvstændighed, dynamik osv. – modsat rigidt, traditionelt, styret, statisk osv. – er blevet regressive.

Det skal forstås på den måde, at i stedet for at være frigørende i forhold til en kompromiterende magt, diskurs eller ideologi, der engang forsøgte at fastholde mennesker i bestemte positioner mod dets vilje eller velbefindende, er de gode egenskaber nu blevet til egenskaber, der bidrager til det grænseløse individ, der er i konstant udvikling, skal være i livslang læring og medarbejderudviklingssamtaler, indtil døden… slipper dem fri.

Dette individ er i konstant bevægelse, det skal konstant producere, konkurrere, effektivisere og forbruge i tidsåndens favør – i et kapitalistisk system, der konstant vil vækste. Vi er altså pludselig blevet fanget i de gode og progressive bevægelser.

I ordet bevægelse ligger der etymologisk set en forståelse af at være på vej, at flytte sig og at transportere sig. Der ligger altså i dyrkelsen af bevægelsen et grundvilkår, der omhandler forandring. Her står man ikke fast, man finder ikke et ståsted, og man oplever konstant sig selv på ny.

Ikke desto mindre startede dyrkelsen af bevægelse – for mig – som en frigørende praksis. Et sted, hvor jeg kunne genskabe mig selv. Men det gør jeg ikke. I stedet finer jeg mig gestikulererende, formende og udtrykkende i relation til præcis de værdier, som magten efterspørger; et selvstændigt, selvbebrejdende, tilpasningsdygtig, evigt udviklende, generelt og omstillingsparat, flygtigt, omskifteligt, samt egenrådigt individ.

Jeg er økonomisk, i det at jeg tager ansvar for min egen krop, dvs. mig selv. Jeg er effektiv, fordi jeg altid bevæger mig for at blive bedre og jeg spiser endda for at optimere mig (eller forsøger på det), for at rehabilitere, for igen at bevæge mig. Jeg er produktiv. I min bevægelsespraksis er jeg særlig produktiv. En bevægelsespraksis, som er integreret i mit liv, privat, arbejde, studie, fritid…

Det ligger i begrebet bevægelse – og i begrundelsen for dets stigende popularitet flere steder i samfundet – en overenstemmelse med samfundets instrumentelle princip; en instrumentalitet, der fungerer ved at gøre en ting for at vinde noget eller forbedre noget andet. En instrumentalitet, der i henhold til Brinkmanns samfundsdiagnose, kompromiterer menneskets etiske udgangspunkt. Eksempelvis effektiviseres sundhedssektoren ikke for at gøre den så god som muligt, men for at gøre den så billig som muligt. En god etik, en rationel etik opnås i stedet ved at gøre noget for dets egen skyld, ved at være nogen fremfor at blive til en anden eller noget, samt ved at være forpligtet til steder og mennesker i stedet for at være på vej… På frihedens vej.

Brinkmann refererede i den etiske henseende særligt til Aristoteles og Paul Ricæur, Pointen var: “Hvordan skulle et handlende subjekt kunne give sit liv en etisk karakter som en helhed, hvis dette liv ikke var samlet på en eller anden måde….”³

Så progressive bevæger, frihedselskende menneske, bæredygtige homo sapiens. Du er regressiv, din praksis er problematisk, du er fanget i magtens instrumentelle klo. Din praksis er et udtryk for det instrument du er blevet til. Det du gør er ikke rationelt, ikke frit og ikke godt. I stedet er det misforstået. Du har misforstået det. Det er bevægelse efter kapitalens devise.

¹ Svend Brinkmann i Ståsteder (2016) og Gå Glip (2017)

² Ove Kaj Pedersen i Konkurrencestat (2011), Rasmus Willig i Afvæbnet kritik (2016)  Karen Borgnakke i Læringsdiskurser og praktikker (2005) og Steen Nepper Larsen (2016) i At ville noget med nogen.

³ Paul Ricæur (1992:158) i Svend Brinkmann (2008): Identitet – udfordringer i forbrugersamfundet.

Skriv et svar