Frustration vs. Motivation

Hvem vinder kampen frustrationen eller motivationen?

Jeg har nu været gravid i mere end 33 uger, og der er ingen tvivl om at jeg har oplevet frustrationen på tætteste hold. Jeg har mange ambitioner og drømme, når det kommer til min egen udvikling både fysisk og mentalt,samt ifht. mit arbejde som selvstændig mobil fysioterapeut og fysisk træner. Jeg forsøger at være realistisk, men alligevel sætte baren højt. Jeg har brugt 27 år på at komme hertil hvor jeg er i dag, og det har været med både op- og nedture, men det har alt sammen givet mig erfaringer, som jeg ikke ville være foruden.

Jeg fik i starten af mine 20’er at vide, at jeg ikke skulle regne med at kunne få børn, i hvert fald ikke på den naturlige måde. Jeg var hos flere specialister, men de gav mig alle sammen den samme besked. Det var noget af en mavepuster at få, og det gjorde ondt at få at vide. Det endte med at blive et ømt punkt mellem min nuværende kæreste og jeg. Vi ville begge have børn, men vi var ikke klar til at starte i diverse fertilitetsbehandlinger.

1497645_10152332790164117_2352462588770252142_nJeg har dedikeret størstedelen af min tid de sidste 7-8 år på at træne og udvikle mig indenfor kampsport; thai boksning og k1. De sidste 1-2 år har jeg arbejdet mere systematiseret på at udvikle min styrke, mobilitet og generelle bevægelse. Jeg har undervejs følt at jeg lærte min krop bedre at kende. Jeg lærte dens daværende styrkesider og begrænsninger, samt hvad kosten havde af betydning for mig og min udvikling. Jeg fik derfor en mere intelligent tilgang til min krop.

I december og januar eksperimentere min kæreste, og jeg medkonceptet “bullet proof” eller “high fat, low carb”. Jeg husker at jeg fik en god stabil energi i løbet af hele dagen, og færre cravings, men i starten af februar begyndte jeg at tage på. Dette var imens at jeg var ved at træne op til kamp, så min diæt var planlagt, således at jeg skulle ned i vægt, men det skete ikke, selvom jeg fulgte planen. Jeg kunne pludselig ikke genkende min krops reaktion, og forstod ikke hvorfor den reagerede som den gjorde. Efter et stykke tid, så spørger min kæreste om jeg måske er gravid! Jeg husker at jeg blev vred, dette havde vi fået at vide ved flere lejligheder ikke kunne lade sig gøre, så hvorfor bringe det op. Efter en graviditetstest, et besøg hos lægen og en ultralydsscanning kunne en jordemoder fortælle os at jeg var gravid! Det var et utrolig rørende og lykkeligt øjeblik.

Det er et nyt kapitel for os begge, men lige nu påvirker det mest min krop og jeg.

Skærmbillede 2015-09-08 kl. 23.01.42
Min håndstand i 7.måned

Jeg var og er stadig fast besluttet på at jeg ikke vil ende som en af dem, der bruger deres graviditet som en undskyldning for at ligge på sofaen eller for ikke at træne eller hvad man nu ellers har hørt. Jeg arbejder stadig, løfter stadig, træner stadig og underviser stadig, og prøver i det hele taget at vedligeholde mit fysiske aktivitetsniveau. Min graviditet har indtil videre forløbet uden komplikationer, og ifht. hvad jeg har hørt fra andre gravide, så har jeg intet at klage over eller at være frustreret over, men… jeg bliver nu alligevel frustreret over min krop. Ikke dens ydre udseende, men dens nuværende begrænsninger. Begrænsninger er måske ikke det rigtige ord at bruge, men jeg kan ikke holde til 4 timers træning om dagen, og jeg kan fx ikke længere lave 5×5 chin ups eller stå på hænder i 5×60 sek. Evner som jeg har krævet hårdt arbejde at opnå. Dette betyder ikke at jeg har givet op, og derfor ikke træner mere. Jeg har tidligere erfaret at jeg med den rette tilgang kunne udvikle mig fysisk, og dermed blive stærkere, hurtigere ovs., men sådan har det ikke været under min graviditet. Jeg har derimod oplevet at ting, som jeg har slidt og slæbt for at opnå forsvinder eller bliver sværere at gennemføre. Defrustratedtte er virkelig frustrerende! Det er også virkelig frustrerende at se andre udvikle sig og forbedre sig, mens jeg selv står stille eller bevæger mig baglæns. Jeg har også virkelig måtte bide mig selv i læben mange gange, når jeg har skulle lægge øre til diverse forklaringer fra folk om at de ikke kan overskue at træne eller hvad der nu ellers har været årsag til at de ikke kommer af sted.

Jeg har en brændende lyst til at lave alle bevægelser, til at kravle rundt, hive mig selv op i ringene, lave spark og slag og mange andre ting. Jeg er så motiveret at det gør ondt. Jeg kan ikke de samme ting som før, og det er en hård realitet at skulle erkende for jeg vil så gerne. Jeg forsøger at forblive positiv, for jeg har heldigvis ingen smerter, og det er helt ubeskriveligt at der snart kommer en lille pige til verdenen. Så det er ikke alt sammen gået op i frustrationer, for samtidig føler jeg mig også enorm privilegeret og heldig over at jeg snart skal være mor, og motivationen for at kæmpe videre i løbet af den sidste del af graviditeten og efter fødslen fejler ingenting! Så der er ingen vinder i dag. Hverken motivationen eller frustrationen, men de fylder begge meget.

11898813_498853856931439_3309183956883325450_n
Precision jumps – parkour 🙂

Skriv et svar