Principiel bevægelse

En rettesnor for bevægelsestræning kan, udover et blik for bevægelseskvalitet, være at knytte sin træning op på nogle principper.

Et princip er et ledende udsagn, men for at princippet ikke kommer til at fremstå som en regel eller dogme for træningen, så plejer jeg at bruge princippet som vejledende for træningen. Det vil sige at træningen bliver afhængige af princippernes vejledning, uden at principperne dikterer konkrete eller bestemte øvelser.

Den principielle rettesnor for træningen har inkluderet frihed, sundhed, naturlighed, tilpasningsdygtighed og kreativitet, som jeg har defineret i et andet indlæg.

Disse principper, og øvrige begreber som jeg inkluderer i træningen er stadig yderst relevante for at skabe indhold i min undervisning, der ikke bygger på tilfældigheder, men jeg har søgt efter et mere overordnet princip ud fra spørgsmålet om hvad mennesket er og dermed hvad vi har brug for.

Primal, practical og playful.

Den første overordnede rettesnor fandt jeg hos Frank Forencich. Han definerer tre overordnede principper: Primal, Practical og Playfull i sin bog: Play as if your life depends on it – functional exercise and living for Homo sapiens. Han bygger sin principielle træning ud fra idéen om, hvad mennesket er for et dyr. I Forencichs optik er vi i virkelighede et forhistorisk menneske, der kommer fra aberne; fra sletterne, klipperne og stammerne. Dengang gjorde vi, hvad der var nødvendigt for os, hvad der var praktisk og så har vi lavet flere fællesskabslige gestikulationer, så som dans og leg og i det hele taget været mere tribal indstillet. Forencich mener at bevægelsen skal udføres i sammenhæng med dette billede, af et forhistorisk stammemenneske, der var eksponeret for naturen på en anden måde end det moderne menneske er i dag.

Jeg er til dels enig i perspektivet og har stor respekt for, hvordan Forencich formår at formidle en meningsfuld og velbegrundet tilgang til bevægelse, men jeg bliver også en smule provokeret af den sandhedsværdi han tillægger den.

Det der kendetegner mennesket er at det rødmer. Det vil sige, at det er bevidst om sig selv, sin egen væren, dets død og kan kommunikere disse – samt andre – forhold gennem abstraktioner. Kampen om, hvornår vi opstod, hvad vi var, hvad vi er og hvad vi er ment til at gøre, foregår stadig i dag og nye opdagelser gøres hele tiden.

Fra mit eget perspektiv er jeg enig med Forencich i, at det moderne menneske er i forfald, at naturen (hvad end det er for en størrelse) bør dyrkes mere, og jeg har også erfaret på mit eget væsen de sundhedsfremmende aspekter der ligger i Forencichs tilgang.

Men hvordan det var at leve for 200.000 år siden på sletten i Afrika. Eller for 6.500 år siden på vores slette i Danmark. Det bliver til et romantisk forestillingsprojekt, der fra mit perspektiv bygger mere på fantasi.

Jeg er derimod overbevidst om, at en stor del af vores moderne problemer opstår ud fra en fremmedgørelse overfor vores eget væsen. Vores ensporede fokus på kognition og nyttemaksimering er store grunde til den epidemi af livsstilsproblematikker, der vælter ind over den magelige del af verden.

Generelle principper

I stedet for at fastholde Forencichs principper forsøgte jeg derfor at generalisere dem. I træningen skal vi i stedet bevæge os ud fra:

  • hvad der gavner os,
  • hvad der er muligt for os, og
  • hvad der er sjovt.

Jeg mener, at disse principper åbner op for at vedblive med at engagere sig (om end kritisk) i Forencichs idé, ligesom det åbner op for andre tilgange, der ikke bevæger sig i overenstemmelse med et natur-romantisk selvbillede, men i stedet et billede der refererer til vores kropslige væsen.

En kropslig forståelse

I spørgsmålet om, hvad vi er, finder jeg mere mening i den kropslige forståelse som Maurice Merlaeu-Ponty skriver frem i sin kropsfænomenologi, der lige netop bygger på hvad vi er som mennesker.

Hos Merlaeu-Ponty er vi først og fremmest krop. Teorien underbygges også i dag af meget moderne hjerneforskning. Han pointerer at vores egenkrop både er: objektiv, situeret og habitueret. Han fremskriver disse begreber men pointerer at de ikke er adskilte størrelse. Vi overskrider kroppen som en objektiv enhed, fordi vi konstant er situerede; altid befinder os i situationer og skabes herigennem. I vores sanselige omgang med verden tilegner vi os forskellige færdigheder, vaner og handlemønstrer, der retter vores perspektiv i livsverdenen.

Med denne kropsforståelse som supplement til det principielle rationale, kvalificeres træningen i en mere eksistentiel retning, fremfor natur-romantisk.

Tilgang til egenkroppen:

1. Det objektive:

Kroppen har en objektiv dimension. Det ses i alle vores latinske generaliseringer og maskinelle analogier til mennesket. Ud fra dette aspekt træner vi strukturerede øvelser med henblik på at kultivere, bevidstgøre, rehabilitere eller rette de objektive processer. Konkret træner vi mobilitet og ligevægt, men det kan også rettes mod tankeprocesser, sanser eller totale kropsprocesser.

2. Det situerede:

Merleau-Ponty fattede allerede i 40´erne, igennem en kritik af de psykologiske og fysiologiske forklaringsmodeller på mennesket, at vi i virkeligheden er mere forskellige end ens. Det er vi, fordi det er en del af vores natur at vi er kulturelt forankrede og altid befinder os i en situation og altid oplever situationen fra os selv. Med andre ord er vi i vores krop altid situerede og kan aldrig stå udenfor. Dette forhold skaber os hver især på en unik måde og vi vedbliver med at skabes hele livet igennem.

Dette begreb åbner op for miljøet, og alt efter hvem man er, hvor man bor og hvor man gerne vil hen, kan man inddrage miljøet aktivt i sin træning. Derudover kan man træne situeret, altså, ved at skabe bevægelsessituationer, som man skal reagere i. Det giver mening at gøre, fordi det er sådan vi i virkeligheden er og fordi det forbedrer ens evne til at håndtere vores situerethed og hvad der hertil hører. Forencich, Parkour og FM bevægelsessituationer inspirerer hertil, men ’situationer’ som kamp, dans, klatring eller andre disciplinerede situationer kan også fungere som supplement herfor.

En særlig faktor indenfor det situerede er partneraspektet: 

Vores natur gør os afhængige af andre fra livets start, hvor vi præges af sammenhængen med den anden. I vores individuelle og moderne verden, er det aspektetet, der giver allermest mening for mig. Udvekslingen partnerne imellem relaterer sig til kærlighed (og had). Til kultur. I udvekslingen med den anden skal vi tilpasse os: Det er frustrerende, det er ikke praktisk og slet ikke kontrolleret. Partneren forsøger at give noget til den anden som han tror den anden har brug for. Det er ofte ikke tilfældet og ofte vil man retrospektivt kunne se, at man gav den anden noget af det man selv gerne ville have, eller som man fra sit eget perspektiv fandt bedst for den anden. Det vil aldrig stemme overens med det som den anden i virkeligheden gerne vil have eller i virkeligheden mangler. En kontinuerlig udveksling, af kommandoer, teknikker og intuitive forslag opbygger både tilpasningsdygtighed, reaktionsevne og kreativitet i en proces man som involverede aldrig helt kan styre.

3. Mulighedsrummet:

At udforske sine muligheder; sammen med sig selv, en partner noget materiale eller miljøet. Mulighedsrummet er både et mål og middel. Midlet er at bruge sit mulighedsrum og målet er at udvide det. Igennem en kvalitativ forandring af kroppen og erfaringsbaserede læreprocesser forandres ens vaner, fornemmelser for, og perspektiv på sig selv og sine omgivelser. Med andre ord bliver mulighedsrummet forandret. De øvelser vi laver, både de objektive, der relaterer sig mere til individet og de situerede der relaterer sig mere til individets væren i verden og væren med andre, skal facilitere en læreproces, der ændrer vores oplevelse af os selv, vores perspektiv på de andres kvaliteter, samt vores evner til – i interaktionen med den anden – at gribe nye muligheder.

Konklusion

Det principielle rationale for min bevægelsestræning ender med “en træning ud fra, hvad der 1. gavner os, 2. er muligt og 3. er sjovt. Dernæst skal vi træne hele kroppen; både dens objektive og situerede egenskaber med henblik på at kultivere vores mulighedsrum.

Skriv et svar